Børnesynet i Børnehusene Skeldalen
Vi ser børnene som hele mennesker, der udvikler sig i vores trygge og nære miljø. Vi vægter højt at de voksne er tilgængelige for børnene. Børnenes perspektiver, idéer og input er væsentlige og vigtige elementer i vores pædagogiske hverdag.
Hverdagen i Børnehusene Skeldalen bærer præg af en kendt struktur, som skaber forudsigelighed for børnene. Strukturen giver plads til en vekselvirkning mellem vokseninitierede aktiviteter og børnenes egne initiativer og leg.
Tryghed er omdrejningspunkt
I Børnehusene Skeldalen prioriterer vi omsorg, tryghed og nærvær. Der er altid plads til kram, trøst og grin. Der er også plads til at sidde hos en voksen, hvis man har brug for det. Det er vigtigt for os, at der er tid og rum til, at de voksne kan guide børnene i alle dagens udfordringer, hvad end det er påklædning, leg eller konflikt.
Dannelse og børneperspektiv i Børnehusene Skeldalen
Vi fremmer børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, der både tager udgangspunkt i børnenes egne initiativer, og det vi kan se børnegruppen kalder på.
Vi følger f.eks. barnets spor når vi indretter stuen. Vi afholder børnesamtaler, når det giver mening, hvor børnene selv er medbestemmende om mødets indhold.
Vi guider børnene når de har brug for det, ved bordet, i bussen, på legepladsen, til fødselsdage mm. VI siger alle godmorgen og farvel til hinanden. Vi ligger vægt på at i som forældre understøtter jeres barn i, at vi siger godmorgen og tak for i dag.
Legen i Børnehusene Skeldalen
Vi ser legen som grundlæggende for barnets udvikling og fantasi, det er her de spejler sig i hinanden, øver turtagning i dialogen, lærer sig selv at kende og øver forhandling, som er en del af den demokratiske proces.
Vi har fokus på at tilbyde børnene alle slags lege, for at udfordre børnene og deres nærmeste udviklingszone (NUZO), både inde på stuen og ude på vores legeplads. Hos os er der plads til de stille fordybende lege og de mere vilde kropslige lege.
Vi etablerer legegrupper, for at tilgodese de børn, der øver sig i, at finde sociale relationer og for at få øje på hinandens kompetencer, samt at værne om de spirende legerelationer, vi ser. Vi støtter børnene i leg og de konflikter, som opstår i legen, ved at være bevidste om vores pædagogiske rolle (foran, ved siden af og bagved barnet)
Læring i Børnehusene Skeldalen
Læringen sker hele dagen og den sker i en vekselvirkning mellem voksenskabte aktiviteter, børneinitierede lege og daglig struktur og rutiner.
Vores pædagogiske aktiviteter tager udgangspunkt i børnenes spor, som vi forstørrer og derved kan der opstå ny læring, og elementer af hvad børnegruppen kalder på. Vi har et stort ansvar for at se børnenes lege som pejlemærker for hvilke aktiviteter som skal afspejle den pædagogiske hverdag.
Vi ser tryghed og nærvær som en af grundpillerne for at læringen kan finde sted.