Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fælles rammer for dagtilbud Nordvest/Vodskov

Stærke fællesskaber

Som institution i Aalborg kommune arbejder vi ud fra dagtilbudsloven, den styrkede pædagogiske læreplan samt Aalborg kommunes vision ”Vi kan i fællesskab” og herunder fokusområdet ”Stærke Fællesskaber”. På Aalborg kommunes hjemmeside, kan du bl.a. læse mere om arbejdet med Stærke Fællesskaber Sammen om Stærke Fællesskaber:

I stærke fællesskaber er der plads til alle. Børns trivsel, læring, dannelse og udvikling sker i disse fællesskaber, som de voksne sætter rammerne for. Relationer og venskaber er afgørende for barnets oplevelse af at være en del af fællesskabet og blive respekteret og lyttet til.

Langt de fleste børn har det godt i stærke og meningsfulde fællesskaber og trives i kommunens dagtilbud. Dette er væsentligt at huske på i en tid, hvor vi har et særligt stort fokus på det modsatte - nemlig børns mistrivsel.

Selvom mange børn trives og udvikler sig positivt, så er der stadigt flere børn, der har behov for særlige rammer og læringsmiljøer for at trives i vores dagtilbud. Derfor er der behov for at vi, som fagpersoner, er åbne for at gå nye veje for at understøtte trivsel, udvikling og deltagelsesmuligheder for alle børn. 

Med udgangspunkt i dette arbejder vi i Nordvest målrettet med at tilrettelægge læringsmiljøer, der giver deltagelses -og udviklingsmuligheder for alle børn. Og eftersom alle børn er forskellige og derfor har brug for noget forskelligt for at kunne lykkes med at trives og udvikles, så vil I, som forældre, kunne opleve, at der er forskel på, hvordan læringsmiljøerne tilrettelægges for børnene i børnehaven. Vores vigtigste opgave er, sammen med forældregruppen at skabe de bedst mulige rammer for, at hele børnegruppen kan skabe relationer og venskaber og herigennem indgå og udvikles i stærke fællesskaber. 

Særlige aftaler ift. læringsmiljøet omkring jeres barn, vil altid blive indgået i samarbejde med jer, forældre og vi drøfter kun særlig aftaler med forældrene til det pågældende barn. I vil, som forældre i Nordvest, altså ikke, fra personalet, kunne få indsigt i baggrunden for, hvorfor andre børn evt. har særlige aftaler. Det betyder også, at der kan være personale, der ikke er til rådighed for snak eller hjælp i visse situationer. Vi beder jer herudfra om at respektere, hvis der er personale, der henviser jer til en anden voksen. 

Som forældre i Nordvest, kan I være med til at understøtte alle børns trivsel og udvikling ved at være åbne overfor børns forskelligheder og vise forståelse uanset deres reaktioner. 

Snak med jeres barn om disse forskelligheder og støt herigennem jeres eget barns handlemuligheder samt evne til rummelighed og empati. Og hav tillid til at vi, som fagpersoner, har fokus på at understøtte alle børns trivsel og udvikling også selvom der er børn, der i perioder, har brug for mere af vores tid.

Vi opfordrer til, at I henvender jer til institutionen, hvis I undrer jer eller har spørgsmål til vores pædagogiske praksis.

 

Trivslen sikres, når vi arbejder med opsporingsmodellen

Opsporingsmodellen herunder trivselsevalueringerne, er et systematisk redskab, det pædagogiske personale bruger, i arbejdet med børns trivsel.

Formålet med trivselsevaluering er, at personalet i institutionen kan handle på eventuelle trivselsudfordringer hos barnet så tidligt som muligt. Derfor trivselsevaluerer vi børn over 3 år en gang om året og børn under 3 år to gange om året.

Uanset om en trivselsevaluering viser, at dit barn er i trivsel, har brug for ekstra opmærksomhed eller at der er bekymring, vil du altid blive orienteret om dette via det daglige forældresamarbejde.

Du kan læse mere om opsoringsmodellen på Aalborg kommunes hjemmeside 

 

Samarbejdet med dagpleje og skole danner grundlag for den gode overgang

Overgangen fra dagplejen til børnehave og fra børnehaven til skole vil altid ske i et tæt samarbejde med jer forældre og det er derfor vigtigt, at I sikrer, at relevant viden og informationer omkring jeres barn overleveres til personalet i institutionen/skolen.

 

Fagligheden styrkes, når vi samarbejder på tværs og herved støtter op om barnets udvikling

Tværprofessionelt samarbejde bidrager til, at alle børn kan deltage i det gode børne liv og læringsmiljø i dagtilbud af høj kvalitet, hvor I forældre er aktive og ligeværdige samarbejdspartnere.

Det vil sige, at hvis I forældre sammen med personalet i børnehaven oplever en bekymring omkring jeres barn, kan der inviteres til dialogmøde med deltagelse af f.eks. tværfagligt team, børneterapeutisk team, flexindsats, sprog og integration eller PPR.

 

Medicin kan være nødvendig

Medicingivning bør så vidt muligt foregå i hjemmet.

Forældrene bør stræbe efter, at lægen ordinerer medicinen således, at barnet kan få medicinen i hjemmet.

Når et barn starter i daginstitutionen, skal det afklares om barnet får medicin uanset omfang og mængde. Hvis et barn har behov for medicin i dagtimerne, skal I forældre udfylde et skema med oplysninger om medicin og dosering.

Det er vigtigt, at I forældre og personale er i dialog omkring medicinhåndteringen således, at der skabes tryghed hos forældre og personale omkring varetagelsen af denne opgave.